19 of 108
passive overfladefilm. Forskellige metaller i kontakt med
hinanden, såsom titanium og rustfrit stål, fremskynder
korrosionsprocessen af rustfrit stål, og der opstår hurtigere
angreb. Tilstedeværelsen af korrosion accelererer ofte
brud på implantater på grund af metaltræthed. Mængden
af metalforbindelser, der frigives til kroppen, vil også øges.
Indre fikseringsanordninger såsom stave, kroge, wirer,
osv., som kommer i kontakt med andre metalgenstande,
skal laves af tilsvarende eller kompatible materialer.
4.
UDVÆLGELSE AF PATIENT. Ved udvælgelse af
patienter til interne fikseringsanordninger kan følgende
faktorer være af største betydning for den eventuelle
succes af proceduren:
A.
Patientens beskæftigelse eller aktivitet. Hvis
patienten har en beskæftigelse eller er involveret i en
aktivitet, som omfatter tunge løft, muskelbelastning,
drejning, gentagne buk, krumbøjede stillinger, løb,
megen gang eller manuelt arbejde, bør han/hun ikke
vende tilbage til disse aktiviteter, førend knoglen er
fuldstændigt helet. Selv ved fuldstændig heling er det
muligt, at patienten ikke vil være i stand til med held at
genoptage disse aktiviteter.
B.
En tilstand med senilitet, mental sygdom,
alkoholisme eller medicinmisbrug. Disse tilstande
blandt andre kan bevirke, at patienten ignorerer visse
nødvendige begrænsninger og forholdsregler i brugen
af anordningen førende til implantatsvigt eller andre
komplikationer.
C.
Visse degenerative sygdomme. I visse tilfælde kan
progressionen af en degenerativ sygdom være så
fremskreden på tidspunktet for implantation, at den i
væsentlig grad kan mindske den forventede levetid af
anordningen. I sådanne tilfælde kan ortopædanordnin-
ger kun betragtes som en forsinkende teknik eller et
midlertidigt hjælpemiddel.
D.
Overfølsomhed over for fremmedlegemer. Kirurgen
advares om, at ingen præoperativ test fuldstændig
kan udelukke muligheden for overfølsomhed eller
allergisk reaktion. Patienter kan udvikle overfølsomhed
eller allergi, efter at implantater har været i kroppen
nogen tid.
E.
Rygning. Patienter, som ryger, er set med større
hyppighed at få pseudarthrose efter kirurgiske
indgreb, hvor der er anvendt knoglegraft. Endvidere
er rygning vist at forårsage diffus degeneration af
den intervertebrale diskus. Progressiv degeneration
af nabosegmenter som følge af rygning kan føre til
sen klinisk svigt (tilbagevendende smerte) selv efter
succesfuld fusion og initial klinisk forbedring.
FORHOLDSREGLER
1.
KIRURGISKE IMPLANTATER MÅ ALDRIG GENANVEN-
DES. Et eksplanteret metalimplantat bør aldrig
reimplanteres. Selv om anordningen synes ubeskadiget,
kan den have små defekter og indre stressmønstre,
som kan føre til tidligt brud. Genbrug kan kompromittere
anordningens ydeevne og patientens sikkerhed.
Genbrug af engangsanordninger kan også forårsage
krydskontamination og medføre infektion hos patienten.
2.
KORREKT HÅNDTERING AF IMPLANTATET ER MEGET
VIGTIG. Formning af metalimplantater bør kun udføres
med det rigtige udstyr. Den opererende kirurg bør undgå
enhver form for hak, skrammer eller tilbagebøjning
af anordningen under formningen. Ændringer vil give
defekter i overfladefinish og indre spændinger, som kan
blive stedet for et eventuelt brud på implantatet.
3.
BØJNING AF KONSTRUKTIONEN.
Titaniumlegeringskomponenter bør aldrig bøjes skarpt
eller tilbagebøjes. Hvis en konstruktion formgives
overdrevent, anbefales det, at en ny konstruktion formes
korrekt frem for tilbagebøjning af den overdrevent
formede konstruktion.
4.
FJERNELSE AF IMPLANTATET EFTER HELING. Hvis
anordningen ikke fjernes efter afslutning af dens tilsigtede
anvendelse, kan enhver af følgende komplikationer
indtræde: (1) korrosion med lokaliseret vævsreaktion eller
smerte; (2) migration af implantatposition resulterende i
skade; (3) risiko for yderligere skade efter postoperativt
traume; (4) bøjning, løsning og/eller brud, som kan gøre
fjernelse upraktisk eller vanskelig; (5) smerte, ubehag
eller unormale følelser på grund af tilstedeværelsen af
anordningen; (6) eventuel øget risiko for infektion; og
(7) knogletab på grund af stressaflastning. Kirurgen
bør nøje afveje risici versus fordele ved beslutning
om fjernelse af implantatet. Fjernelse af implantat
bør efterfølges af passende postoperativ pleje for at
undgå brud påny. Hvis patienten er ældre og har et
beskedent aktivitetsniveau, kan kirurgen vælge ikke af
fjerne implantatet og således eliminere de risici, der er
involveret i yderligere et kirurgisk indgreb.
5.
INSTRUER PATIENTEN FORSVARLIGT. Postoperativ
pleje og patientens evne og vilje til at følge instruktioner er
blandt de vigtigste aspekter ved succesfuld knogleheling.
Patienten skal gøres opmærksom på implantatets
begrænsninger og instrueres om at begrænse og undgå
fysiske aktiviteter specielt løft og drejende bevægelser
samt deltagelse i enhver form for sport. Patienten bør
forstå, at et metalimplantat ikke er så stærkt som en
normal, rask knogle, og at det kan løsne sig, bøje og/eller
brække, hvis der påføres det for stor belastning, specielt
i mangel af komplet knogleheling. Implantater, der flytter
sig eller beskadiges ved uhensigtsmæssig aktivitet, kan
